Kong Haakons Gildehal
| | | I | |
| a | | De holdt en Fest i Bergens By; | |
| B | | I Haakons Hal var Glæde; | |
| a | | Fra  tyve Taarne under Sky | |
| B | | Klang Klokkemalmets Kvæde; | |
| c | 5 |
Ni Nætter gik med Spøg og Spil, | |
| D | | Hver Dag med Leg og Latter, | |
| c | | Thi Skotlands Prinds var viet til | |
| D | | Kong Eriks unge Datter. | |
| | | |
| a | | For Hær og Hird var Dugen bredt | |
| B | 10 | Paa Kongebordets Tavle, | |
| a | | Og Krandse hang som grønne Næt | |
| B | | Om Borgespir og Gavle; | |
| c | | Der bølged høitidsklædte Tog | |
| D | | Igjennem alle Gader, | |
| c | 15 | Og Bryst ved Bryst paa Byens Vaag
| |
| D | | Laa gyldne Dragerader. | |
| | | |
| a | |
Saa kom da Gildets sidste Kvæld, – | |
| B | | Det var i Høstens Tider, – | |
| a | | En Skaadde let paa Fjord og Fjeld | |
| B | 20 | For Østenvinden glider; | |
| c | |
I Kongeborgens Almelund, | |
| D | | Som luded over Stranden, | |
| c | | Stod Folket i den sene Stund | |
| D | | Med Alvorsslør om Panden. | |
| | | |
| a | 25 | Den fagre femaars Kongebrud | |
| B | | Skal nu til Skotland fare; | |
| a | | Fra Holmen hales Snekken ud, | |
| B | | Den gaar for Vinger snare, – | |
| c | | Den lægger til ved Bryggen hist | |
| D | 30 | Bag ved Apostelkirke, | |
| c | | Og Lamper tændes høit paa Kvist | |
| D | | I Almetrær og Birke. | |
| | | |
| a | | Og Løvet lyste som ibrand | |
| B | | Af tusind Fakler røde; | |
| a | 35 | Der gik en Hvisken over Strand, | |
| B | | Og Lurens Toner løde; | |
| c | | Og Borgens Porte luktes op; | |
| D | | De fremmede Gesandter | |
| c | | Mod Snekken skred i festlig Trop | |
| D | 40 | Med Hirdmænd og Drabanter. | |
| | | |
| a | | Saa kom Kong Eriks Spillemænd, – | |
| B | | Selv gik han næst i Række; | |
| a | |
En Ring af Guld og Ædelsteen
| |
| B | | Var Kongepandens Dække; | |
| c | 45 | Om Drottens Lænd og Skuldre svam | |
| D | | Skarlagenklæder svære, | |
| c | | Men fire Svende fulgte ham | |
| D | | Og bar hans Slæb med Ære. | |
| | | |
| a | |
Et kvidesvangert Tankesyn | |
| B | 50 | Sig speiled i hans Øie, | |
| a | | Der laa en Skygge paa hans Bryn, | |
| B | | Hans Hu var i det Høie; | |
| c | | Som Maagen fløi den over Hav | |
| D | | Mod Skotlands Kongesæde, | |
| c | 55 | Hvor Scepter, Brudeseng og Grav | |
| D | | Stod for hans Datter rede. | |
| | | |
| a | | Ved Kongens venstre Side skred | |
| B | |
Det skotske Overhoved, | |
| a | | Som nys i Fyrstesønnens Sted | |
| B | 60 | Til Bruden var trolovet. | |
| c | | Høit bar han paa sin stærke Arm | |
| D | | Det fagre Barn, som skued | |
| c | | Med Undren ud i Kvældens Larm, | |
| D | | Mens Lys og Lamper lued. | |
| | | |
| a | 65 | Hun holdt i sine Hænder smaa | |
| B | | Som Legetøi den Krone, | |
| a | | Hun skal som Dronning bære paa | |
| B | | Den fjerne skotske Throne; | |
| c | | Hun viste frem, hvor Skaren skred, | |
| D | 70 | De dyre Ædelstene: | |
| c | | «See her hvad jeg af Faer fik med; | |
| D | | Nu er det mit alene!» | |
| | | |
| a | | Og Folkeklyngen lo som bedst, | |
| B | | Og klapped høit i Hænder; | |
| a | 75 | Men bagved Kongen gik en Gjæst | |
| B | | Med sammenbidte Tænder. | |
| c | |
Hans Pande rynked sig i Løn, | |
| D | | Hans Smiil var smerteblandet; | |
| c | | Det var Herr Audun Hugleikssøn, | |
| D | 80 | Den første Mand i Landet. | |
| | | |
| a | |
Men Hertug Haakon, Kongens Bro’er, | |
| B | | Og Auduns nære Frænde, | |
| a | | Saa op til ham ved Barnets Ord | |
| B | | Og lo dertil behænde; | |
| c | 85 | Han glytted ned mod Auduns Haand, | |
| D | | Som knytted sig i Harme, | |
| c | | Og nikked til den væne Vaand, | |
| D | | Som sad paa Skottens Arme. | |
| | | |
| a | | Og efter dem i broget Rad | |
| B | 90 | Kom Riddersmænd og Fruer; | |
| a | | Der stod en Glands af Sølverlad | |
| B | | Indunder Lundens Buer; | |
| c | | Som Morildsstrimen staar ibrand | |
| D | | Ved Nattetid bag Roret, | |
| c | 95 | Saa lyste Rækken Mand for Mand, | |
| D | | Der traadte Kongesporet. | |
| | | |
| a | | Der heises Seil i gylden Raa | |
| B | | Ombord i Skottersnekken, – | |
| a | | Og hjemad, hver til egen Vraa, | |
| B | 100 | Gaar snaksomt Folkerækken. | |
| c | | Snart Erik staar i Høitidsskrud | |
| D | | I Gildehallen atter, | |
| c | | Men Skibet stævner Fjorden ud | |
| D | | Med Kongens unge Datter. | |
| | | |
| a | 105 |
I Almelunden er der Nat, – | |
| B | | De røde Lamper sluktes. | |
| a | | Hvor Fjorden under Næsset brat | |
| B | | Til begge Sider bugtes, – | |
| c | |
Der Tvende færdes end i Løn, | |
| D | 110 | Den Ene stærk og fager – | |
| c | | Det er Herr Audun Hugleikssøn | |
| D | | Og Haldor Vaabendrager. | |
| | | |
| a | |
Herr Audun stod paa Næssets Top | |
| B | | Og saa sig ud saa vide, | |
| a | 115 | Saalænge Snekken dukked op | |
| B | | Ved Askelandets Side; | |
| c | | Men da den lagde Roret om, | |
| D | | Og stævned gjennem Sundet, – | |
| c | | Da bøied han sit Hoved, som | |
| D | 120 | En Mand, hvis Haab er svundet. | |
| | | |
| a | | Hvor var han stor og stolt og stærk! | |
| B | | Hans Kind var bruun og fregnet, | |
| a | | Paa Panden laa et Manddomsværk | |
| B | | Med rene Runer tegnet; | |
| c | 125 | Og Brynets Stjerner bare Bud | |
| D | | Om djerve Sagatanker; – | |
| c | | Saa stod han mens den unge Brud | |
| D | | Svam bort paa Bølgens Planker. | |
| | | |
| a | | Han vinked Haldor med et Ord; – | |
| B | 130 | Saa lød hans dybe Stemme: | |
| a | | «Jeg tænker paa engang ifjor | |
| B | | Paa Hegranæs, histhjemme, – | |
| c | | Fra Reensdyrjagt vi kom en Kveld | |
| D | |
Og hviltes lidt ved Veien, | |
| c | 135 | Da skreg en Ravn fra næste Fjeld | |
| D | | Tæt over os i Heien. | |
| | | |
| a | | Den Kløgt at tyde Fugleskrig, | |
| B | | Fik længst Din Æt i Eie; | |
| a | | Af Fremtidsdugen Du en Flig | |
| B | 140 | Trak bort fra mine Veie, – | |
| c | | Du svor mig til, at Ravnens Røst | |
| D | | Forkyndte mig og hende, | |
| c | | Som foer fra Land, at vi en Høst | |
| D | |
Tilsammen skulde ende. | |
| | | |
| a | 145 |
Det var da Tant hvad Ravnen gol, | |
| B | | Og Løgn hvad Du forkyndte; | |
| a | | Nu skal hun Skotlands gyldne Stol | |
| B | | Engang som Dronning pynte.» | |
| c | |
Og Audun vendte sig i Harm, – | |
| D | 150 | Men Haldor Vaabendrager | |
| c | | I Skjægget lo, mens hjertevarm | |
| D | | Han saa tilorde tager: | |
| | | |
| a | | «Lad Snekken Du til Skotland gaa | |
| B | | Med Kongens unge Datter; | |
| a | 155 | Det, Herre! kan Du lide paa: | |
| B | | I To vil mødes atter. | |
| c | | Hvad Ravnen gol, det lages saa | |
| D | | For Dig som og for hende, – | |
| c | | Hvor hun i Verden end mon gaa, | |
| D | 160 | Hos Dig hun dog skal ende.» | |
| | | |
| a | | Herr Audun drog paa Axlen kun | |
| B | | Og agted ei hans Tale, | |
| a | |
Han stod der som i Tankeblund, | |
| B | | I drømmesvanger Dvale; | |
| c | 165 | Han rynked Brynet, tykt og tæt, | |
| D | | Og klemte Sværdets Hjalte, | |
| c | | Og mangt et Minde, tungt og let, | |
| D | | Han saa tillive kaldte: | |
| | | |
| a | | «Jeg skifted Ret, jeg stifted Lov | |
| B | 170 | Ved Lagabøters Side, | |
| a | | Jeg stod som Værn mod Vold og Rov, | |
| B | | Jeg lindred Landets Kvide; | |
| c | | Jeg seiled som hans Sendebud | |
| D | | Mod Vest paa vilde Vande, | |
| c | 175 | Og førte Eriks Kongebrud | |
| D | | Tilgaards fra Bretlands Strande. | |
| | | |
| a | |
Kong Erik støtted jeg i Fred, | |
| B | | Jeg slog for ham i Nøden, – | |
| a | | Han lønner mig med ussel Sned – | |
| B | 180 | Kanhænde og med Døden – | |
| c | | Han er mig gram, jeg veed det godt; | |
| D | | Men nord ved Søndmørs Kyster | |
| c | | Jeg har mit gamle, stærke Slot | |
| D | | Paa Hægranæs i Lyster! | |
| | | |
| a | 185 | Der er jeg tryg, did vil jeg nu; | |
| B | | Her er min Færd tilende; | |
| a | | Fra Erik vender jeg min Hu, | |
| B | | Skjønt vel han er min Frænde. | |
| c | |
Jeg krævet har som Æresløn | |
| D | 190 | Kongsdatteren tilægte, | |
| c | | Og han – saa sømmelig en Bøn | |
| D | | Han turde Drosten nægte! | |
| | | |
| a | | Paa Hægranæs – der har jeg drømt | |
| B | | Hvad ingen Mand maa raade; | |
| a | 195 | Jeg tænkte det var ei paa Skrømt | |
| B | | Hvad Ravnens Røst mig spaa’de. | |
| c | | Det tyktes mig den bar et Bud, | |
| D | | Som jeg gad bedre kjende; | |
| c | | Var Kongens Datter først min Brud, | |
| D | 200 | Da turde mangt vel hænde. | |
| | | |
| a | | Thi sønneløs Kong Erik er | |
| B | | Og gaar alt ned ad Bakke – | |
| a | | Prinds Haakon, lidet folkekjær, | |
| B | | Kan mig for Arven takke. | |
| c | 205 | Han er ei Helt paa Ufredstog, | |
| D | | Vil aldrig Viismand vorde – | |
| c | | Ha, var jeg, var jeg Kongens Maag, | |
| D | | Jeg veed vel hvad jeg gjorde!»
| |
| | | |
| a | |
Sligt drømte han og mere til, – | |
| B | 210 | Da kvakk han op af Dvalen; | |
| a | | Thi gjennem Natten lød der Spil | |
| B | | Og Leg fra Gildesalen. | |
| c | |
Der Harper suste, Giger klang | |
| D | | Som Gran i Vaarens Vinde, | |
| c | 215 | Og Borgens vene Møer sang, | |
| D | | Mens Dandsen gik derinde. | |
| | | |
| a | |
«Væk!» raabte han, «fra Kongens Fest, | |
| B | | Fra Harpelyd og Latter; | |
| a | | Et Rige sakk for mig i Vest | |
| B | 220 | Med Eriks unge Datter. | |
| c | | Lad Snekken rustes, – end ikvæld | |
| D | | Vi lægge vil i Veien!» – – | |
| c | | Da skreg en Ravn fra næste Fjeld | |
| D | | Tæt over ham i Heien. | |
| | | |
| a | 225 | Herr Audun standsed der han gik, | |
| B | | Han kjendte Blodet stige – | |
| a | | Han spurgte med et maalløst Blik | |
| B | | Hvad Haldor vilde sige –; | |
| c | | Men Svenden bøied sig saa smaat, | |
| D | 230 | Og smilte mellem Tænder: | |
| c | | «Hil eder, Herre! Norges Drot – | |
| D | | Nu eders Lod jeg kjender!» | |
| | | |
| a | | Da bugned Auduns brede Bryst, | |
| B | | Saa Silkesærken revned, | |
| a | 235 | Der kom en Bævren i hans Røst,
| |
| B | | At mæle knapt han evned; | |
| c | | Han hvisked: «Tyd, hvad Ravnen gol!» | |
| D | | Da svarte Svenden atter: | |
| c | | «Nu sang den om en gylden Stol | |
| D | 240 | For Dig og Kongens Datter!» | |
| | | |
| a | |
Da trev han Kjæden af sin Hals: – | |
| B | | «Gud naade den, som røber – –! | |
| a | | Er Norges gyldne Stol tilfals, | |
| B | | Jeg kjender vel en Kjøber! – – | |
| c | 245 | Tag Guldet her til Tak og Løn, – | |
| D | |
Alene hjem Du drage, | |
| c | | Og meld, at Audun Hugleikssøn | |
| D | | Hos Kongen bli’er tilbage!» | |
| | | |
| a | | I Øster dukked op en Sky | |
| B | 250 | Paa brede Uveirsvinger; | |
| a | | Men høit fra Haakons Hal paany | |
| B | | Det jubler og det klinger. | |
| c | | Saa stormed han til Kongens Fest | |
| D | | Til Harpeleg og Latter; – | |
| c | 255 | Men Snekken foer mod Vest, mod Vest | |
| D | | Med Eriks unge Datter. | |
| | | |
